Møllevang Spælsau

Spælsau får


Produktion og dyrevelfærd.

Fårene går ude året rundt med adgang til læskur, det er lidt mere besværlig for hyrden men det sundeste for dyrene efter min mening.

Lammene bliver født ude i marts april måned og græsser på usprøjtede arealer hele sommeren. Spælsau er en naturrace og vokser bedst på det de kan finde i naturen, det giver også en bedre smag i kødet når tilskudsfodring i form af korn kan undgås.

Får og lam går sammen det meste af sæsonnen, dette giver den bedste trivsel i flokken. Vædderlammene tages fra i september, lige inden de bliver kønsmodne, gimmerlammene bliver sammen med deres mødre. Dyrene bliver passet med ormekur og vaccinationer og jeg har dagligt opsyn for at sikre at alle dyr trives og har det bedst muligt. De er sygdomsfri med M3 status og testet fri for klovsyge. (se forklaring længere nede på siden).

Vinterens grovfoder producerer vi selv på Møllevangs marker. 

Alle dyr er registreret og har stamtavler.

Sundhed og dyrevelfærd er i højsædet. Derfor kan jeg sælge, slagte og spise mine dyr med god samvittighed.

 

M3 eller Maedi-visna er en virus- sygdom, der i Danmark har været bekæmpet siden 1979. Sygdommen er en kronisk fremadskridende lungebetændelse, der udvikler sig langsomt og symptomerne viser sig oftest først på dyr over 3 år

Maedi-visna bekæmpes gennem et frivilligt sundhedsprogram. For at opnå M3 status skal besætningen 3 år i træk via blodprøver testes fri for sygdommen. Nye besætningsejere kan opnå M3 status med det samme ved kun at købe dyr med godkendt status og tilmelde sig sunhedsprogrammet.

 

Klovsyge er en meget smertevoldende, smitsom infektion der angriber klovspalten og kan brede sig ind i kloven med halthed til følge. Denne sygdom bekæmpes også via et frivilligt sundhedsprogram.



Racen Spælsau

Generelt kan udseendet på Spælsau være meget forskelligt, både med hensyn til farve og størrelse, idet racen gennem århundreder er udvalgt på baggrund af deres brugsegenskaber. De har nemme læmninger, og gode moderinstinkter. De er nøjsomme og så er de fantastiske til naturpleje, da de er næsten altædende.

Spælsau stammer oprindelig fra Norge og det menes at de kom hertil med vikingerne. Det er et elegant, stolt og vågent dyr, der er højtstillet med tynde ben og en forholdsvis lang og rummelig krop med højt rejst hoved. Den skal have lette ubesværede bevægelser. Hovedet skal være uden uld, med silkebløde hår. Der skal være kort uld på kinder og isse samt en karekteristisk uldvækst på panden. Hovedfacon skal være "fint trekantet" uden "høgenæse" og ørene skal være korte. Væddere findes både med og uden horn. Får er altid uden horn.

Kroppen skal være med lige ryg og have en god dybde. Krydset skal være noget skråt. Ryggen og krydset skal være med god bredde. Lårene skal være lange og ønskes med god tykkelse, som dog ikke må give ringere bevægelser.

Halen på en Spælsau er naturlig kort 10-12 cm, kun med korte dækhår uden bunduld.

Et voksent får vejder omkring 60-75 kg. En vædder vejer omkring 65-85 kg.

Ulden består af bunduld og dækhår. Bundulden skal være tæt, finfibret, kruset, blød og glansfuld. Dækhårene skal være grovere, længere, let bølgede, glansfulde og stærke.

Spælsau findes i mange farver: Sort, brun, grå, hvid og blandinger af disse. Der findes også brogede. Lammene har den kraftigste farvenuance. Farven lysnes ofte med alderen, men kan også ændre sig fra år til år.